Cowboystøvler, powerpink og cool tigerprint. Bliv guidet til sæsonens fineste items her, hvor vi har samlet otte tendenser, du skal holde øje med i efteråret.
Trenchcoaten:
Den klassiske trenchcoat er igen på hylderne. Både i den klassiske sand, men også i tern og mørkere jordfarver. Trenchcoaten er en perfekt overgangsjakke, som både kan styles klassisk med et par høje støvler og jeans, eller cool med et par sneakers og en blomstret kjole.
Strikken:
Strik er et must i enhver efterårsgarderobe. Den holder dig varm og kan styles med stort set alle items fra kjole til jeans og habitbukser. I år skal du gå efter en striktrøje med voluminøse ærmer eller masser af farver.
70’er tern:
Tern er efterhånden en genganger, som vi har set de sidste par sæsoner – og efteråret er bestemt ingen undtagelse. Vi kommer nemlig til at se masser af tern på både jakker, bukser, skjorter og accessories – gerne i brune nuancer, der er inspireret af 70’ernes farvepalet.
Pink power:
Selvom de brune nuancer fylder i efterårsmoden, er der også en cool kontrastfarve på hylderne. Pink er nemlig tilbage i modebilledet, både på skjorter, strik og tasker. Pink ser fantastisk ud sammen med de brune nuancer eller et par helt klassiske mørkeblå jeans.
Tigerstriber:
Leopardprintet har længe været det mest populære dyreprint. Men i efteråret får dyreprintet skarp konkurrence af et andet – nemlig tigerprintet. Printet kommer til at være på hylderne i mange forskellige farver fra de klassiske hvide og sorte til brune og farverige udgaver. Det er et mere cool print, der kan give din klassiske garderobe kant.
Cool cowboystøvler:
Sæsonens sejeste støvler er inspireret af den amerikanske cowboy. Dog er støvlerne lidt mere feminine end de tunge støvler med metalspænde og tyk hæl fra westerns. De rå læderstøvler ser fine ud med et par nylonstrømper og en blomstret kjole, men de kan også sagtens bruges til en par jeans og en ternet skjorte for at køre cowboylooket helt ud.
Guld-detaljer:
Efteråret er fuld af guld, som passer godt sammen med de brune 70’er-farver. Vi kommer til at se guld på kjolerne, som detaljer på tøjet og på tasker, bælter og smykker. Gå efter et par store guldøreringe, og kombinér smykkerne med andre gulddetaljer på tasken og tøjet.
Hårbåndet:
I foråret og sommermoden så vi en masse smukke hårspænder og perler til håret. I efteråret bliver hovedpynten endnu vildere med store og brede hårbøjler. Brug hårbøjlerne med løst hår eller med en løs knold – det er ret perfekt til dage, hvor du ikke har tid til at gøre det helt store ved dit hår.
Trenchcoat, mbyM, Message, 1.299,95 kr.
Strik, Nümph, Nielsen’s, 449,50 kr.
Skjorte, Vero Moda, 299,95 kr.
Skjorte, Stine Goya, Bahne, 2.200 kr.
Øreringe, Valkyria fra Pilgrim, 299 kr.
Jakke, Gina Tricot, 399 kr.
Hårbånd, Pieces, 99,95 kr.
Cowboystøvler, B&CO, Skoringen, 1.100 kr.