Efter en lang vinter godt pakket ind, trænger både ben og fødder til lidt forkælelse, så de er klar til sommerkjoler og sandaler. Bliv guidet til en hjemmespa her med ingredienser, du formentlig allerede har i dit hjem – og find nederst tips til, hvordan du lægger en smuk og holdbar lak.
Sommerklare stænger og velplejede fødder
Første step i din hjemmespa: Smukke, bløde ben og fødder, der er klar til sommervarmen. Det eneste, det kræver, er salt, sukker, vegetabilsk olie, showergel og en køkkensvamp!
Trin 1: Start med et fodbad
Start med at tage et 10 minutters fodbad, hvor du også sørger for at gøre benene fugtige. Så tager dine ben og fødder bedre mod plejen. Lav et fodbad af varmt vand og fodsalt – eller køkkensalt blandet med showergel.
Trin 2: Lav en skrub til ben og fødder
Giv ben og fødder en god omgang scrub. Det fjerner døde hudceller, og gør din hud mere modtagelig overfor fugt og sol. Har du ikke en bodyscrub på hylden, kan du nemt lave en selv af 1 dl sukker, 2 spsk. citron og ½ dl kokosolie (eller mandelolie eller olivenolie). Bland det hele sammen, og masser det godt ind i dine ben og fødder. Skyl med varmt vand.
Trin 3: Brug en køkkensvamp til den hårde hud
Fødderne kan tåle lidt hårdere behandling end benene, og her kan en køkkensvamp gøre underværker. Undgå her den klassiske fodfil, der kan få foden til at producere endnu mere hård hud. Brug den grønne side af svampen til at skrubbe dine fødder. Brug den desuden hver gang, du har været i bad efterfølgende, for at holde de døde hudceller nede.
Trin 4: Smør ben og fødder ind i olie
Efter scrub er din hud klar til fugt. Dup dine ben, letfugtige ben hjælper nemlig olie og cremer med at trænge hurtigere ind. Smør dine ben og fødder ind i en god kropsolie. Vælg vegetabilske olier som argan-, oliven- eller mandelolie, der alle indeholder essentielle fedtsyre, der er med til at opbygge hudens celler. Lad olien tørre ind godt ind.
Trin 5: Slut af med fugtighedscreme
Smør til sidst både ben og fødder ind i creme. Brug eventuelt et par dråber olie med selvbruner i, hvis du har det på skønhedshylden. Både sol og vand udtørre huden, så husk at smøre ben og fødder ind hver dag, så de bliver ved med at være bløde hele sommeren.
Læg en smuk og holdbar lak på dine fødder
Andet step i din hjemmespa: Smukke negle og lak på tæerne! Fødderne i maj er ofte stadig rimelig lyse. Gå derfor efter de neutrale, nude nuancer. Når fødderne får kulør i løbet af sommeren, kan du hoppe på pangfarver som koral, pink og rød, der ser skønne ud på de solbrune fødder. Sådan gør du:
Trin 1: Gør neglene klar. Klip dine negle ligeover, rens neglene og fjern rester af neglelak.
Trin 2: Ordne din neglebånd. Smør dine negle ind i negleolie (eller kokosolie eller olivenolie), og lad det virke et par minutter. Masser herefter neglekanten, og skub dine neglebånd tilbage med en rosenpind (eller et andet redskab, dog ikke metalredskaber).
Trin 3: Rengør neglene med en neglelakfjerner. Den sikrer, at der ikke er olie på neglene, og det får lakken til at holde bedre.
Trin 4: Læg en underlak. Underlakken beskytter dine negle mod misfarvninger og får lakken til at ligge jævnt. Brug eventuelt en tådeler eller toiletpapir, så dine negle ikke rammer hinanden.
Trin 5: Læg din lak i et tyndt lag. Vent to minutter, og læg så endnu et lag. Start med et strøg i midten og derefter siderne.
Trin 6: Top med en overlag. Læg din overlak i et fint lag, og læg lidt ekstra på neglekanten. Det får også dine neglelak til at holde endnu længere. Så er du klar til at hoppe i sandalerne!
Psst.. Mangler du en fin lak, underlak eller en god olie? Både Matas, Bilka og Apoteket har stadig åbent. Se åbningstiderne her.