5 tips til at modstå regn og blæst. Hop ud i efteråret, unger!

Det kan være lidt af en udfordring at klæde de små poder på til efterårsvejr, der kan skifte fra strålende solskin til blæst eller silende regn. Vi har samlet fem gode tips her.

1) Hav termotøj i tasken

Er regntøjet for koldt, men vinterjakken for varm, så er termosættet den perfekte løsning. Termosættet holder nemlig på varmen, men er stadig åndbart og nemt for børnene at lege i. Gå efter en heldragt eller seler til de helt små børn, og vælg et todelt sæt til de større børn. Sørg for at vælge termobukser med ekstra forstærkning på knæene og numsen.

2) Gå efter vandtætte sko

Er fødderne først blevet våde, er det nemt at komme til at fryse. Sørg derfor for at give dine børn et par gode vandsætte overgangssko på. Der findes masser af lækre sneakers, som både er vandtætte, åndbare og gode at have på en hel dag i skoven, på legeplads og i skolen.

3) Investér i en god overgangsjakke

En god overgangsjakke skal være vindtæt, vandafvisende og varm, men ikke for varm. Gå efter en softshell-jakke, som både er vindtæt, vandtæt og med tynd foring, så de små både kan bruge den alene eller med et par lag under, hvis det er koldt. Vælg en, der sidder tæt i ærmerne, så det ikke blæser ind.

4) Hold varmen inderst inde

Erstat bomuldsundertrøjen med en god uldundertrøje, når vejret begynder at blive koldere. Uldundertøjet har nemlig mange gode kvaliteter: Det er åndbart, varmeregulerende og svedabsorberende. Har dit barn en sart hud, så kan du gå efter uldundertøj med indvendigt bomuldsfor.

5) Husk det ekstra lag

Selvom solen skinner, kan vejret sagtens skifte i løbet af dagen. Så pak altid en god varm fleecetrøje eller overtrækstrøje med i tasken. Vælg en tynd udgave, som sagtens kan være under jakken.

Vandtætte sneakers, Skechers, Zjoos, 600 kr.

Uldtrøje, Name It, 179,95 kr.

Termobukser, VRS Kids, Bilka, 129 kr.

Softshell jakke, Name It, 449,95 kr.

Regntøj, McKinley, Intersport Seiffert, 349,95 kr.

Hue, H&M, 69,95 kr.

Gummistøvler, Bisgaard, Skoringen, 300 kr.

Fleecejakke, H&M, 79,95 kr.